23-årig tog lattergas og døde

En 23-årig mand døde i juni med lattergas i blodet. Det var én af flere omstændigheder, der var årsag til, at manden døde.

En 23-årig mand døde ved en fest i en lagerbygning i Juni. Ifølge obduktionsrapporten er han død af en blanding af indtag af lattergas, men også andre omstændigheder under genoplivningen af den 23-årige mand. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Lattergas i blodet var én blandt flere årsager til, at en 23-årig mand fra Lellige døde i juni måned, efter at han faldt om til en fest i en lagerbygning i Køge.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi overfor TV 2 Lorry fredag formiddag.

Artiklen fortsætter efter videoen

Døde på hospitalet

Manden blev i juni hastet til Rigshospitalet efter at være faldet om ved det sociale arrangement på Søndre Molevej 5, men døde kort efter ankomsten.

Politiet havde en mistanke om, at manden havde indtaget lattergas, før han faldt om. Derfor blev der foretaget en obduktion af den 23-årige mand, og resultatet af den undersøgelse er nu klar, skriver politikredsen i deres døgnrapport.

Erklæringerne fra Retsmedicinsk Institut viser, at der var flere omstændigheder, som var årsag til, at manden døde. Der blev fundet lattergas i hans blod, som kan have været medvirkende årsag til, at han fik et ildebefindende og faldt om. Der blev ydet livreddende førstehjælp til den bevidstløse mand, men i forbindelse med genoplivningen tilstødte der komplikationer, som gjorde, at hans liv ikke stod til at redde,” står der i døgnrapporten.

En kvælende funktion

Kommunikationskonsulent Charlotte Tornquist ved Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til TV 2 Lorry, at dødsfaldet skyldes et sammenfald af mange forskellige omstændigheder.

– Når du optager lattergas, kan det optage pladsen for ilt. Og det kan have en kvælende funktion. Han har fået et ildebefindende, fordi han ikke har fået ilt nok. Og så er han blevet dårlig, og så har han kastet op, og det har sat sig fast. Han falder om og er livløs, siger Charlotte Tornquist.

Nogle venner prøver at yde førstehjælp og tilkalder ambulance, forklarer kommunikationskonsulenten.

Herefter overtager redningsmandskabet førstehjælpen, og han bliver bragt til Rigshospitalet. Her forsøger man også at genoplive manden med forskellige iltningsapparater.

– Det lykkedes ikke. Der er forskellige komplikationer – også helbredsmæssige – i forbindelse med behandlingen af ham, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, siger Charlotte Tornquist.

Varige nerveskader

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvordan man på neurologisk klinik på Rigshospitalet Glostrup i september sidste år fandt frem til, at lattergas var langt mere skadeligt end først antaget.

Opdagelsen bestod i, at vedvarende brug af lattergas kan medføre varige nerveskader.

– Det er nyt for os, at høje doser af lattergas, kan føre til vitaminmangel (B-vitamin12 – red.), med efterfølgende nerveskader, udtalte reservelæge på Neurologisk Klinik på Glostrup Hospital, Agnes Gullestrup, til TV 2 Lorry.

Powered by Labrador CMS