23-årig terrortiltalt: Omar el-Hussein var min bror

Selv om han har siddet i fængsel i mere end et år, har 23-årige IA kun afgivet forklaring en enkelt gang.

Fire mænd er tiltalt for medvirken til terror. Her ses blomster, der blev lagt ved synagogen i Krystalgade for at markere årsdagen for angreb. Foto: Nikolai Linares/scanpix/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Blot en time efter at Omar el-Hussein havde skudt mod Krudttønden, ringede han på den terrortiltalte IA’s dørtelefon i Mjølnerparken og bad om at låne en trøje.

Hvorfor Omar el-Hussein havde brug for en trøje, mente IA ikke, der var grund til at spørge om.

– Som sagt, vi er brødre, siger han tirsdag i Københavns Byret.

Sammen med tre andre mænd er han tiltalt for at have medvirket og tilskyndet til angrebet på synagogen i Krystalgade sidste år. Tilskyndelsen bestod blandt andet i overdragelse af en grå hættetrøje, som IA erkender at have givet til Omar el-Hussein.

Han påstår, at han ikke havde hørt om angrebet, da Omar el-Hussein ringede på døren.

IA har kendt Omar el-Hussein, lige siden han lærte at gå. Han fortæller, at han blev overrasket, da han fandt ud af, hvad der var sket.

– Det var ikke ham, det var ikke Omar, siger IA.

“Jeg stikker ikke mine brødre”

– Jeg fortalte ham, at det var forkert. Men jeg er hans bror. Jeg kan fortælle ham min mening, men det er op til ham, hvad han gør, siger IA, som ikke tænkte på at gå til politiet.

– Jeg snakker ikke med politiet, jeg stikker ikke mine brødre, siger han.

IA og de tre øvrige tiltalte i sagen er anklaget for at have haft så tæt kontakt til el-Hussein i timerne mellem angrebene, så de ifølge anklagemyndigheden har medvirket til el-Husseins ugerninger ved synagogen.

Ligesom de øvrige tiltalte nægter IA sig skyldig i tiltalen om medvirken til terror. Han erkender dog at have begået vold mod tjenestemænd og at have været i besiddelse af en mobiltelefon under varetægtsfængslingen.

Bandemedlem

Han har været en del af banden Brothas, som blandt andet holdt til omkring Mjølnerparken. Siden har banden skiftet navn til Black Jackets.

IA er den sidste af de fire tiltalte, som afgiver forklaring i retten. Selv om han har siddet i fængsel i mere end et år, har han kun afgivet forklaring en enkelt gang.

Det skete ved det retsmøde, som fandt sted mandagen efter angrebet. Ellers har IA valgt at benytte sin ret til at tie.

Sagen mod de fire mænd begyndte i marts. Bevisførelsen i sagen er ganske omfattende, og der forventes først at falde dom i slutningen af september.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS