23-årig dræbt af metadon: Læge tiltalt
En læge og to behandlere tiltales i sag om medicinering, der kostede en ung mand livet
En læge og to behandlere er tiltalt for at overtræde loven om autorisation af sundhedspersoner ved at give en 23-årig mand metadon, så han døde af det.
Det skriver JydskeVestkysten.
Den 23-årige mand døde den 3. maj 2013 på et behandlingshjem i Haderslev. De to behandlere på hjemmet – en 51-årig leder og en 58-årig ansat – er tiltalt for at have udleveret metadonen uden lægens godkendelse.
Den 55-årige læge er tiltalt, fordi han ikke tilså den 23-årige. Han ordinerede 120 milligram metadon den 1. maj, og dagen efter fik lægen at vide, at patienten var sløv og påvirket. Den 3. maj døde den 23-årige.
De tre tiltalte erkender hændelsesforløbet men nægter ifølge JydskeVestkysten sig skyldige. Både lægen og lederen af behandlingscentret mener ifølge avisen, at de havde talt sammen i telefon og aftalt, hvordan den 23-årige skulle behandles.
Anklageren går efter en bøde på 20.000 kroner til lægen og en bøde på 10.000 kroner til hver af de to behandlere.
Der falder dom i sagen på torsdag.