22 fædre politianmeldt for at huse børn ulovligt

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Udlændingestyrelsen kræver 22 fædre straffet for at have huset børn, selv om de nu har fået opholdstilladelse, skriver Politiken.

For et år siden valgte et flertal i Folketinget at gennem fingre med, at en gruppe børn og unge havde opholdt sig ulovligt i Danmark. Loven slog en streg over deres status som illegale og påstanden om, at de var svære at integrere, fordi de var kommet til Danmark efter flere år i hjemlandet. Dermed anerkendte politikerne, at de unge efterhånden var blevet danske og var velintegrerede.

Men nu slår Udlændingestyrelsen ned på samme gruppe og anmelder 22 af fædrene for at have »bistået en udlænding med ulovligt ophold«.

De risikerer dermed bøder og op til seks måneders fængsel.

Ifølge Øzlem Gencay Akar, der er souschef i Udlændingestyrelsen, lovliggøres et ulovligt ophold ikke af en efterfølgende opholdstilladelse.

»Det er anklagemyndigheden, som tager stilling til, om der skal rejses tiltale, og domstolene, som vurderer, om der er grundlag for at idømme en straf. Derfor overdrager vi sådanne sager om lovovertrædelser til anklagemyndigheden med en politianmeldelse«, siger hun til Politiken.

Det undrer Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø). Hun erkender, at forældrene har overtrådt loven, men mener, at de har gjort det for at give deres børn det bedst mulige liv, og argumenterer med, at der ikke er tale om menneskesmugling eller lignende. Det går hun ud fra, at anklagemyndighed og dommere vil tage hensyn til i vurderingen af sagerne.

Venstres politiske ordfører Karsten Lauritzen (V) mener, at politianmeldelsen er helt i orden, da fædrene har hjulpet nogen til at være i landet illegalt, og selv om man kan synes, at det er sympatisk, så ændrer det ikke ved, at de har brudt loven, skriver Politiken.

Powered by Labrador CMS