22-årig dolket under slagsmål ved McDonalds

Den 22-årige er blevet stukket i ansigtet og muligvis også i ryggen, oplyser politiet. Foto: Colourbox/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Et større slagsmål udviklede sig på en parkeringsplads i Nykøbing Falster, og en 22-årig er stukket med kniv.

En 22-årig mand er stukket flere gange under et større slagsmål ved McDonalds i Nykøbing Falster onsdag eftermiddag.

Han er uden for livsfare, og der er ingen anholdte, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Slagsmålet startede på parkeringspladsen udenfor fastfood-restauranten, og politiet blev alarmeret klokken 13.53.

– Der har været et slagsmål mellem flere personer, hvor en er blevet stukket med en kniv og er kørt på sygehuset i Nykøbing, siger vagtchef Stefan Jensen til Ritzau.

– Han er umiddelbart uden for livsfare, men er stukket flere gange i ansigtet, overfladisk, og muligvis også i ryggen, fortæller vagtchefen.

De involverede parter er ifølge politiet “meget lidt meddelsomme”, og politiet er i øjeblikket i gang med at afhøre vidner på stedet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS