217 dræbt i flystyrt: Vrag fundet »fuldstændig ødelagt«

Det fly, der er styrtet ned på vej mellem Egypten og Rusland, er blevet fundet på Sinai-halvøen. 17 børn var blandt de 224 passagerer. Egyptiske myndigheder forventer, at langt de fleste er døde.

Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et egyptisk redningshold har lokaliseret det fly, der lørdag morgen styrtede ned over Sinai-halvøen, og konklusionen er dyster.

Flyet er »fuldstændig ødelagt«, oplyser sikkerhedsmyndighederne på stedet til Reuters. Derfor forventer myndighederne heller ikke, at særligt mange – hvis nogen – af passagerne om bord har overlevet.

Der var 17 børn og 200 voksne passagerer om bord på flyet, og derudover syv besætningsmedlemmer. Det har de russiske myndigheder ifølge Reuters tidligere bekræftet.

Var på vej mod Rusland

Flyet styrtede ned over Sinai-halvøen kort tid efter, at det var lettet fra den egyptiske ferieby Sharm El-Sheikh. Flyet var på vej mod St. Petersborg i Rusland, og passagererne om bord skulle hovedsageligt være russiske statsborgere. Der er tale om et Airbus A-321 fra det russiske flyselskab Kogalymavia.

Ifølge de egyptiske luftfartsmyndigheder mistede man kontakten med flyet, kort efter det lettede fra Sharm el-Sheikh. Det bekræftede Egyptens premierminister, Sherif Ismail, lørdag morgen.

Den nordlige del af Sinai-halvøen har været præget af flere væbnede konflikter over de seneste år, men der er ikke umiddelbart tegn på, at flyet er blevet skudt ned. Det oplyser de egyptiske sikkerhedskilder til flere internationale medier. Til gengæld skulle piloten have meldt om tekniske problemer, inden man mistede kontakten.

Powered by Labrador CMS