21-årigt drabsoffer hyldes som helt

To blev dræbt ved skyderi i klasselokale, hvor 22-årig gik til angreb på gerningsmand og blev dræbt.

En 21-årig studerende, som blev dræbt ved et skyderi på et universitet i Charlotte tirsdag i den amerikanske delstat North Carolina, reddede flere af sine klassekammeraters liv ved at angribe den bevæbnede angriner, siger politiet. Foto: Sean Rayford/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

En 21-årig studerende, som blev dræbt ved et skyderi på et universitet i Charlotte tirsdag i den amerikanske delstat North Carolina, reddede flere af sine klassekammeraters liv ved at gå imod den bevæbnede angriber, siger politiet.

– Han reddede liv ved at forsøge at afvæbne gerningsmanden, siger den ledende politimand i Charlotte onsdag.

Den miljøstuderende Riley Howell fra Waynesville, North Carolina, var en af to studerende, som blev dræbt ved skyderiet. Han spilled en nøglerolle, da han fik stoppet angrebet.

– Hvis det ikke havde været for Riley Howell, så var gerningsmanden måske ikke blevet afvæbnet, siger Kerr Putney, politichef i Charlotte-Mecklenburg.

– Ulykkeligvis betalte han med sit liv. Hans offer reddede liv, tilføjer han.

Motiv uklart

Den anden dræbte studerende var den 19-årige Ellis Parlier. Fire andre studerende blev såret af skud. De ventes at overleve.

Gerningsmanden var ifølge politiet en 22-årig studerende, Trystan Andrew Terrell. Hans motiv er uklart.

Skyderiet begyndte sent tirsdag eftermiddag (lokal tid). Et øjenvidne siger til CBS News, at omkring 50 studerende forsøgte at flygte ud gennem to døre samtidig.

– En stol væltede, og folk faldt over den. Nogle faldt om, siger han.

Chokeret borgmester

De første meldinger om skyderiet blev ifølge tv-kanalen WBTV meldt til politiet klokken 17.45 lokal tid i nærheden af en administrativ bygning på universitetet.

– Løb, gem jer, kæmp. Kom i sikkerhed øjeblikkeligt, skrev universitetet UNC Charlotte umiddelbart efter til sine studerende på Twitter.

Politiet lukkede og afspærrede efterfølgende universitetet og bad alle studerende og ansatte om at holde sig på afstand af gerningsstedet.

Vi Lyles, der er borgmester i Charlotte, skrev på Twitter, at hun var i chok.

– Vi er chokerede over at høre om skyderiet på campus på UNC Charlotte. Mine tanker går til familierne til dem, der har mistet livet, de sårede, hele universitetet og dem, der modigt sprang til for at hjælpe andre.

Han udstrålede kærlighed

Riley Howells familie har udsendt en meddelelse efter hans død:

– Han var i sandhed noget særligt. Han elskede at være udenfor, han elskede eventyr og han elskede sin familie særligt højt. Han elskede at arbejde udenfor, og når han var på arbejde, brugte han sine hænder, og han havde hjertet med sig. Han var altid klar til at gå foran andre, og han tøvede aldrig med at hjælpe dem, der havde brug for det. Han var ven med alt og alle. Han var en stærk mand med et gigantisk hjerte. Du vidste, at han ville passe på dig med det samme, du mødte dig. Sådan var han altid. Han udstrålede kærlighed, og det vil han altid gøre, lyder det fra familien, ifølge ABC News. 

Powered by Labrador CMS