21-årig løber om kap med vennerne – og springer i døden

En 21-årig mand springer i kådhed over et hegn - og direkte i døden.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 21-årig mand er død efter at være faldet ned fra skulpturen Elia i Herning, der ligger i Birk Centerpark.

Den unge mand og en flok venner var i nat ude og løbe om kap.

– Her løber de op ad en trappe på skulpturen. For enden af den er der et stakit. Det springer han over og lige ned i en skakt, siger Lars Even, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Her falder manden 10-12 meter ned.

– Han afgår formentlig ved døden på stedet, siger Lars Even.

– Han er ikke fra området, så han forventer sikkert, at der er noget på den anden side af stakittet, siger Lars Even.

Den 21-årige mand er fra Slagelse og hans pårørende er underrettede.

– De er på vej herover nu, siger Lars Even.

De andre unge, der var med i kapløbet er ifølge vagtchefen meget chokerede.

Uheldet skete klokken 00.15 i nat. Der er intet, der tyder på, at de unge mennesker har været påvirkede af alkohol.

Powered by Labrador CMS