21-årig kræver kæmpeerstatning efter hacker-frifindelse

En 21-årg mand kræver Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

11 måneders uberettiget varetægtsfængsling og tabt arbejdsfortjeneste ligger bag krav om 745.000 kroner.

21-årige JKT kræver 745.000 kroner i erstatning fra anklagemyndigheden, efter at han i efteråret blev frifundet for anklager om at stå bag et storstilet hackerangreb på personfølsomme registre hos it-virksomheden CSC.

Det oplyser mandens advokat, Michael Juul Eriksen, til Ritzau.

– Der er tale om erstatning for den tid, som han har siddet varetægtsfængslet ud over straflængden, og for tabt arbejdsfortjeneste, siger Michael Juul Eriksen.

I sagen blev den svenske internetaktivist Gottfrid Svartholm Warg idømt tre et halvt års fængsel for at stå bag det omfattende hackerangreb mod CSC.

JKT blev også dømt i sagen, men det drejede sig udelukkende om et mislykket forsøg på hacking forud for det egentlige angreb. Det kostede JKT en dom på seks måneders fængsel.

Da dommen faldt 30. oktober, havde JKT siddet bag tremmer i næsten 17 måneder, altså knap 11 måneder mere end den straf, som han endte med at få.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS