21-årig hårdt kvæstet efter vådeskud
En 21-årig mand er kvæstet som følge af vådeskud. Det menes, at han selv har anvendt pistolen.
Klokken 01.42 fik Østjyllands Politi en melding om, at en 21-årig var hårdt kvæstet. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
På Lykkesholms Alle i Viby fandt politiet den 21-årige, der var blevet ramt af vådeskud. På adressen var også en 19-årig mand.
Artiklen fortsætter efter videoen
Begge personer fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag for ulovlig besiddelse af våben.
Skød sig selv
Den 21-årige er fortsat indlagt efter skaderne fra vådeskuddet, men han meldes uden for livsfare.
Østjyllands Politis indledende undersøgelser viser, at den 21-årige selv har anvendt pistolen.
– Det er sådan, det skal forstås, at den 21-årige har skudt sig selv. Men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, siger advokaturchef Sine Cully til Newsbreak.dk.
Hun uddyber, at det ikke har været muligt at tale med den 21-årige.
Fremstilles begge i grundlovsforhør
Dog er der også tegn på, at den 19-årige, som Østjyllands Politi træffer på adressen, ogs har været i besiddelse af pistolen.
Derfor fremstilles både den 21-årige og den 19-årige i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag formiddag. Den 21-årige fremstilles in absentia, da han er indlagt på sygehuset.
De sigtes for våbenbesiddelse efter straffelovens paragraf 192a.
Retsmødet vil blive begæret afholdt for lukkede døre.