2015 satte rekord i hajangreb
Aldrig har der været så mange registrerede uprovokerede hajangreb mod mennesker som I 2015.
Hvis du er typen, der efter at have set Dødens Gab lider i ugevis af mareidt om rækkevis af syleskarpe tænder placeret i munden på et ondsindet undervandsbæst, der kun er ude på at gøre dig til sit næste måltid, så skal du muligvis ikke læse videre i denne artikel.
Den handler nemlig om, at år 2015 slog rekord i antallet af registrerede hajangreb. Det oplyser International Shark Attack File (Isaf), som er en enhed under Floridas Naturhistoriske Museum, der forsøger at føre statistik over hajangreb verden over.
På den anden side kan du muligvis blive beroliget, når du hører hvor mange angreb, rekorden lyder på. For tallet må siges, at være forholdsvist beskedent, i forhold til hvor mange timer mennesker i alt opholder sig i vandet. Isaf har optalt 98 bekræftede hajangreb rundt omkring i hele verdens have. Der er tale om angreb, der betegnes som uprovokerede – altså, hvor mennesker ikke selv har opsøgt og generet hajen. Angreb fra hajer i fangenskab tæller heller ikke med.
i 2014 blev der registreret 72 angreb, og den tidligere rekord stammer fra fra år 2000, hvor der blev registreret 88 angreb.
Mennesker+hajer=angreb
George Burgess, der er ansvarlig for Isaf, er ikke overrasket over, at 2015 blev et rekordår.
– Hajer plus mennesker er lig med angreb, lyder det simple regnestykke fra ham i en nyhed på Isaf’s hjemmeside.
Det er meget simpelt, at jo flere timer menneskeheden sammenlagt opholder sig i havet, jo flere angreb vil der være.
– Mens vores (menneskets /red) befolkning fortsat er hastigt voksende, og hajbestandene langsomt kommer sig og stiger igen, kommer vi til at se flere interaktioner (mellem mennesker og hajer /red), uddyber George Burgess.
Han forventer således også, at antallet af hajangreb generelt vil stige i de kommende år.
Isaf noterer dog samtidig, at man kan forvente ganske store årlige udsving, som i højere grad skyldes tilfældige omstænigheder frem for en generel tendens. Derudover mener George Burgess, at antallet af hajangreb generelt også er stigende, fordi Isaf bliver bedre og bedre til at registrere angreb.
Ud af de 98 angreb var der seks dødelige angreb. Dermed er det en kraftig stigning i forhold til 2014, hvor blot tre mennesker blev registreret som dræbt af hajer. Dødstallet svarer dog til gennemsnittet for antallet af dræbte i hajangreb over de seneste 10 år.