2.000 betalte for at byde Mikkel Hansen velkommen
Billetterne var revet væk til spillerpræsentation i Aalborg, hvor Mikkel Hansen havde første arbejdsdag
De nordjyske håndboldfans har ventet halvandet år på at byde Mikkel Hansen velkommen i Aalborg Håndbold. Mandag kom så dagen, hvor håndboldstjernen blev fragtet i privatfly fra Roskilde til Aalborg til sin første arbejdsdag.
Ud over at skulle træne med sine nye holdkammerater for første gang, deltog verdensstjernen også i præsentationen af Aalborg Håndbolds trup for den kommende sæson.
2.000 fans havde sikret sig adgang til præsentationen, hvor de for første gang fik muligheden for at se Mikkel Hansen i den røde hjemmetrøje.
Blæst bagover
- Det siger noget om, det er en veldrevet klub, hvor folk gerne vil støtte op om klubben. Ellers kommer der ikke så mange mennesker, som gerne vil hylde holdet og vise, at der er stor opbakning, siger Mikkel Hansen om begivenheden.
Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, har med egne ord også været blæst bagover af den massive interesse for eventet, hvor der foruden et glimt af verdensstjernen også var lovet gratis øl og pølser til alle fans.
Havde håbet på 500
- Jeg havde da en forhåbning om, hvis der kom 5-700 fans, så synes jeg, det ville være flot. Jeg var ude at køre, da de ringede og sagde, at det stikker helt af, siger direktør Jan Larsen.
Billetterne til arrangementet blev revet væk, og klubben måtte pludselig sætte en begrænsning på antallet af billetter.
- Vi blev nødt til at kigge på, hvor mange mennesker vi kunne håndtere. Vi havde lovet gratis øl og pølser, og det skulle også gerne være sådan, at vi kunne nå at komme hjem inden midnat, siger Jan Larsen.
Stor ros fra Mikkel
Mikkel Hansen er fyldt med lovord, når snakken falder på Aalborg Håndbold.
Ifølge ham siger opbakningen inden sæsonstarten også noget om, hvor langt Aalborg Håndbold er nået. Han har fulgt den nordjyske klub på afstand i de seneste ti år, hvor han har haft sin daglige gang i Paris Saint-Germain.
- Det er ret imponerende. Det tror jeg, både os danskere synes, men man har også kunnet mærke i udlandet, at der er kommet en større interesse for Aalborg.
- Både fra spillere, men også i de forskellige klubber med ansatte, som spørger ind til det. Der er kommet en anden respekt omkring klubben, siger Mikkel Hansen.
Er stadig ude efter blodprop
Tirsdag skyder Aalborg Håndbold sæsonen i gang, når det gælder årets Super Cup mod GOG. Dernæst venter en pokalkamp i Ringsted, inden ligaen begynder 3. september på hjemmebane mod Nordsjælland Håndbold.
Mikkel Hansen er stadig ikke kampdygtig efter sin blodprop i lungerne tilbage i marts. Klubben forventer, at han vil være tilbage på håndboldbanen i slutningen af september.