200 km/t: Trafiktåbe knaldet tre gange
22-årig ung bilist får bøde på omkring 18.000 kroner samt formentlig en længere periode uden kørekort.
En ung mand står til en bøde på omkring 18.000 kroner samt en længere frakendelse af kørekortet efter han lørdag aften i Aarhus blev standset hele tre gange på grund af fartovertrædelser af ordensmagten på bare fem minutter.
Den seneste hastighed blev målt til over 200 km/t på motorvejen mellem Aarhus og Låsby. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 22-årige vanvidsbilist blev først standset to gange med få minutters mellemrum.
Første gang da han kørte 75 km/t i en 50 km-zone på Edwin Rahrs Vej i Aarhus og efterfølgende forsatte med 108 km/t, hvor man må køre 60 km/t. Bag ham lå en betjent i civil videobil, der optog det hele og efterfølgende standsede bilisten og sigtede ham for fartoverskridelserne.
Kun tre minutter senere overhalede den 22-årige en anden civil videobil på motorvejen mellem Aarhus og Låsby. Her blev han noteret for en fart på over 200 km/t og blev på ny standset.
Ny færdselsindsats
Det var i forbindelse med en ny færdselsindsats i Aarhus Vest at den 22-årige fartblinde bilist blev standset gentagne gange.
I alt blev 18 bilister sigtet i kampagnen, oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi vil fortsat have fokus på området i Aarhus Vest og løbende lave færdselsindsatser på forskellige tidspunkter.