200 ansatte fanget på slagteri: Mistanke om smitsom sygdom

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Danish Crowns kvægslagteri i Holsted er onsdag eftermiddag blevet sat i karantæne. Afventer svar på prøver.

Danish Crowns kvægslagteri i Holsted er onsdag eftermiddag blevet sat i karantæne på grund af mistanke om den smitsomme virussygdom mund- og klovsyge, fortæller TV Syd.

Slagteriet er spærret af, og godt 200 ansatte har fået at vide, at de ikke må forlade slagteriet.

– Vi har en meget klar procedure, når vi får mistanke om den slags sygdomme. Derfor har vi selv afspærret området, indtil vi ved nærmere, siger Danish Crowns pressechef, Jens Hansen.

Mistanken opstod ved modtagelsen af et dyr, der udviste symptomer, der stemmer overens med mund- og klovsyge. Fødevarestyrelsens eksperter skal nu enten be- eller afkræfte mistanken.

– Vi håber, at Fødevarestyrelsens rejsehold kan sige, at der sandsynligvis ikke er tale om mund- og klovsyge, siger Jens Hansen til TV Syd.

Det samme skete i 2007 på et andet Danish Crown-slagteri. Dengang blev mistanken afkræftet. Den seneste store epidemi af mund- og klovsyge i Danmark er tilbage i 1982-83.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS