20 ungarske politifolk er såret ved grænseuro

Foto: DADO RUVIC/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En del ungarske politifolk er såret under sammenstød ved den serbiske grænse, siger regeringen i Budapest.

Urolighederne ved grænsen mellem Ungarn og Serbien har såret 20 ungarske politifolk. To børn meldes også såret.

Oplysningerne kommer fra Gyorgy Bakondi, der er sikkerhedsrådgiver for den ungarske regering.

– Indtil nu er 20 politifolk såret, og ambulancetjenesten har netop kørt to børn til hospitalet. De blev såret, da de blev smidt over sikkerhedshegnet, siger han til ungarsk tv.

Dermed tyder det på, at de to børn er børn af migranter eller flygtninge, der på den serbiske side af grænsen presser på for at komme igennem grænseovergangen og ind i Ungarn, hvorfra de formentlig vil videre mod Nordeuropa.

– Vi vil afgjort genetablere hegnet og styrke det og beskytte Ungarns sikkerhed med alle lovlige midler, siger Bakondi.

Reuters citerer vidne tidligt onsdag aften for at sige, at der er set ungarske Humvee-militærkøretøjer bevæbnet med maskingeværer nær grænsen.

Urolighederne brød ud onsdag eftermiddag, da migranter og flygtninge ifølge de ungarske myndighederne forsøgte at bryde igennem grænsen.

Det fik politiet til at bruge tåregas og vandkanoner.

Der hænger en tung sort røg over området nu, viser tv-billeder, der også viser unge mænd, som smider sten mod det ungarske politi.

Zoltan Kivacs, regeringstalsmand i Ungarns hovedstad, Budapest, siger, at politiet ikke vil lade nogle af migranterne eller flygtningene bryde igennem grænsen til Ungarn.

Han tilføjer, at Ungarn ikke har oplevet nogen form for samarbejde fra de serbiske myndigheder i forbindelse med krisen om de mange tusinder migranter og flygtninge, der kommer op til Europa fra blandt andet Nordafrika og Mellemøsten.

Ungarn har opført et hegn langs den 175 kilometer lange grænse til Serbien for at lukke af for strømmen af migranter og flygtninge, der indtil forleden brugte Ungarn som transitland.

Tidligere onsdag sagde den serbiske regering, at Ungarn har meddelt, at grænsen vil være lukket i de næste 30 dage.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS