20 børn syge af farlige D-dråber

Nu har 20 børn symptomer efter at have indtaget tilbagetrukne D-dråber.

20 børn er nu blevet syge efter at have indtaget de tilbagetrukne D-dråber. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

En uge efter Sundhedsstyrelsen første gang advarede mod et fejlproduceret vitaminprodukt, har 20 børn fået konstateret forhøjet niveau på grund af vitamindråberne. Det skriver DR Nyheder.

Ud af de 20 børn har mere end halvdelen alvorligt forhøjede calciumniveauer i kroppen.

– Det, der bekymrer os allermest, er, hvis calciumniveauerne stiger markant, for så vil der kunne ske en påvirkning af nyrer og andre steder i kroppen, siger Søren Bøgevig, der er overlæge på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital og tilknyttet Giftlinjen, til DR. Mere end 100 har nu henvendt sig til Giftlinjen.

Der er tale om D-vitamindråber fra firmaet Inno Pharma med et alt for højt indhold af D-vitamin. Faktisk et så højt indhold, at det kan føre til blandt andet nyresvigt.

Produktet, der kaldes D3-dråber og føres i blandt andet Matas og Helsam, er naturligvis blevet trukket tilbage af Fødevarestyrelsen og i den forbindelse bad Sundhedsstyrelsen om, at forældre til børn, der har fået dråberne, og udviste symptomer på forgiftning skulle søge læge. Det er med til at understrege situationens alvor.

Nu anbefaler Sundhedsstyrelsen nemlig, at  alle spædbørn, som har fået de pågældende D-vitamindråber fra Inno Pharma i en uge eller længere skal have taget blodprøver, også selvom de ikke har symtomer på D-vitaminforgiftning. Det fremgår af en meddelelse til pressen.

– Hvis jeres barn ikke har symptomer og har fået dråber fra denne flaske i mere end en uge, skal barnet have taget en blodprøve hos praktiserende læge førstkommende hverdag. Hvor længe barnet skal holde pause med D-dråber afhænger af blodprøvesvaret, og hvor lang tid barnet har fået dråber. Det aftales med lægen, skriver overlæge Christine Brot.

75 gange dosis

Hele sagen begyndte at rulle sidste torsdag, da Fødevarestyrelsen meddelte, at det pågældende produkt omgående blev kaldt tilbage og dermed trukket fra samtlige hylder. Det skyldes en regnefejl fra producenten, der altså har gjort produktet livsfarligt for de små poder.
Normalt indeholder en dråbe af produktet to mikrogram, men de tilbagetrukne flasker indeholder i stedet 150 mikrogram per dråbe.

Ifølge en vagtlæge, som Newsbreak.dk tidligere talte med, skal man helst ikke have over 100 mikrogram D-vitamin om dagen.

Produktet blev tilbagekaldt på baggrund af en konkret sag, hvor et spædbarn blev forgiftet, men nu viser det sig, at det tal er endnu højere. I alt har nu altså 20 børn fået symptomer efter at have indtaget de pågældende vitamindråber. Producenten Inno Pharma er naturligvis rystet over det hele.

– Vi er selvfølgelig rigtig kede af det, der er sket. Nu håber vi bare, at tilstanden hos barnet bliver normaliseret, efter at være stoppet med at få dråberne, sagde Senior Advisor hos Inno Pharma, Johs. Gjelstrup, tidligere til Newsbreak.dk, da der kun var kendskab til ét tilfælde. Han havde ingen forklaring på, hvordan det rent faktisk er sket, at dosis er blevet så markant forhøjet.

Symptomerne ved forgiftning kan være, at barnet er pylret med tiltagende gylpetendens, utilpashed og gråd, sløvhed, for ringe vægtøgning, mavesmerter, opkastning, forstoppelse eller tynde afføringer. Såfremt barnet har et eller flere af disse symptomer, skal I kontakte jeres læge eller vagtlægen.

Du kan se en liste over salgsstederne HER.

Powered by Labrador CMS