2-årig mast under væltet træ hans far netop havde fældet
Hans femårige bror er i kritisk tilstand.
En frygtelig tragedie har ramt en familie fra La Plata i Maryland. En toårig dreng er blevet dræbt, og hans femårige bror er indlagt i særdeles kritisk tilstand, fordi et netop fældet træ væltede ned over drengene, der stod 15 meter fra stammen.
Træfældningen stod de to drenges far for, skriver Fox 5 DC om hændelsen, der skete torsdag klokken 18.20 lokal tid.
Det er endnu småt med detaljer i sagen, men politiet har forklaret, at de to drenges far var i gang med at fælde et træ i sin have, da det pludselig ikke gik som beregnet. Træet væltede nemlig den modsatte vej, end det var meningen.
Træet ramte så de to drenge, der stod og kiggede på fars arbejde. Begge børn blev fløjet til et nærliggende hospital, hvor den toårige dreng blev erklæret død.
Politiet efterforsker sagen endnu, skriver amerikanske medier.