19-årig fundet dræbt: Ligner bestillingsopgave
En vild drabssag har rystet den amerikanske stat Alaska.
En kun 19-årig kvinde blev i starten af juni måned ført til et øde skovområde i Alaska, bundet på hænder og fødder med gaffa-tape og skudt i hovedet. Derefter blev hendes lig kastet i en flod og hendes ejendele forsøgt brændt.
Fem teenagere er siden anholdt og sigtet for at stå bag det koldblodige drab, skriver lokalavisen Anchorage Daily News. De anholdte er henholdsvis 19, 18 og 16 år gamle – samt to, hvis alder ikke er oplyst da de er under den kriminelle lavalder.
Fra start var sagen et stort mysterium for politiet – de kunne simpelthen ikke gennemskue, hvad de unge menneskers motiv var. Men de er blevet klogere, skriver Anchorage Daily News.
På den ene af de sigtedes telefon – en 18-årig kvinde – har politiet i forbindelse med efterforskningen fundet videoer, der ifølge politiet indeholder overgreb på piger i alderen otte til 15 år – videoer, der er optaget i dagene efter drabet på den 19-årige kvinde.
21-årig mand anholdt
Videoerne viser en forbindelse mellem den 18-årige kvinde og en 21-årig mand, der bor i staten Indiana, tusindvis af kilometer væk.
Politiets efterforskning viser, at den 21-årige mand har udgivet sig for at være en mystisk multimillionær ved navn “Tyler”. En såkaldt catfish. En person, der i virkeligheden er noget andet, end vedkommende udgiver sig for at være online.
“Tyler” har ifølge politiet tilbudt den 18-årige kvinde et beløb på mindst ni millioner dollars – 60 millioner kroner – for “at voldtage og dræbe en person i Alaska,” skriver Anchorage Daily News på baggrund af retsdokumenter.
Ifølge politiet fandt den 18-årige kvinde først for sent ud af, at hun var blevet snydt af den mystiske “Tyler” – først efter drabet.
Den 21-årige mand har under sin afhøring forklaret, at han afpressede den 18-årige kvinde. Han ville afsløre drabet, hvis ikke hun begik overgrebene på de unge piger.
Retsmøderne i sagen fortsætter tirsdag den 18. juni.