18 anholdt i stor politiaktion: Nu er de alle løsladt igen

Politiet anholdt mandag 18 bandefolk i en såkaldt tryghedsskabende aktion. De er alle løsladt i nat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordsjællands Politi har mandag aften og nat løsladt de 18 personer med relationer til bandemiljøet, der mandag blev anholdt. De blev alle anholdt i byen Helsinge, hvor der for tiden er store udfordringer med forskellige bander – heriblandt tysk funderede Gremium.

Personerne var anholdt præventivt, oplyste politiet tidligere til Newsbreak.dk.

– Vi har løsladt de første personer omkring klokken 19.30 (mandag, red.), og de sidste er lukket ud klokken 23. Det var sådan set helt efter planen, at de anholdte skulle lukkes ud efter kort tid, fortalte vagtchefen ved politikredsen til Ritzau ved et-tiden tirsdag.

Tidligere fortalte vagtchef Martin Hansen til Newsbreak.dk, at mistanken om, at noget var under optræk, blev styrket, da en skudsikker vest blev fundet i bagagerummet på en bil.

– Det kan da undre mig utrolig meget, at man føler trang til at køre rundt med en skudsikker vest i bagagerummet på sin bil, lød det tørt fra vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael Hansen.

Michael Hansen fortæller også mere om baggrunden for, at politiet i Helsinge mandag valgte at gribe ind og anholde hele 18 mennesker. Det er kun en uge siden, at en visitationzone blev ophævet i samme by. Derfor kunne man få den tanke, at de 18 personer var i byen netop fordi, zonen var blevet ophævet.

– Vi havde en formodning om, at der ville ske et større sammenstød, hvis ikke vi greb ind, fortæller Michael Hansen.

Han fortæller, at politiet fra borgere i Helsinge fik nys om, at der var noget i gærde. De bryder sig ikke om kriminalitet.

– De, der bor i området, de ved, hvordan dagligdagen ser ud. De vil ikke finde sig i det uvæsen. Vi ønsker også at sende det signal, at vi heller ikke vil have det uvæsen, sagde Michael Hansen mandag.

Politiloven og præventivt

Anholdelserne skete i forlængelse af to episoder i lørdags.

Her blev i alt 11 personer med tilknytning til rockerbanden Gremium anholdt. Flere af mændene var i besiddelse af slagvåben og stoffer.

De 18, der blev anholdt mandag, blev anholdt efter politiloven.

Den giver politiet mulighed for administrativt at tilbageholde personer i op til seks timer for at “afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed”.

En anden paragraf giver politiet mulighed for at tilbageholde folk i op til 12 timer, hvis det sker for at “afværge opløb”.

De er altså ikke sigtet for konkrete forbrydelser, og ingen af dem vil umiddelbart blive krævet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

Den nordsjællandske by har i den senere tid været plaget af flere episoder med knivstik og overfald. Det er sket, efter at banden Gremium har åbnet en afdeling i byen. Banden har sit udspring i Tyskland.

3. april fik det politiet til at indføre visitationszone i Helsinge. Den blev dog ophævet igen i sidste uge, da man mente, at situationen nu var mere under kontrol.

Powered by Labrador CMS