170 millioner års hård træning: Derfor klør myggestik

Hvorfor klør myggestik, og er det rigtigt, at det ikke er alle myg, der stikker? Svaret på det sidste spørgsmål er ja, og svaret på det første spørgsmål er en kende klamt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvorfor klør myggestik? Fordi myggen, der vil have dit blod, spytter på sit offer. Det er essentielt set svaret på det spørgsmål, man måske stiller sig selv, når man opdager, at man har fået et myggestik. DR Nyheder har talt med Marianne Krag Petersen fra Danmarks Naturfredningsforening. Hun er biolog og naturvejleder, og det er hende, der kan besvare spørgsmålet for alle interesserede.

Når myggen har fundet en blodåre, den kan hente blod fra, spytter den et proteinstof ned i dit blodkar. På den måde størkner blodet ikke, og det giver myggen mulighed for at suge blodet til sig.

Det er altså selve stoffet, vi mærker som en irriterende kløe. Derfor klør myggestik, og hvis du har spurgt dig selv om, hvorfor stikket klør, har du måske også tænkt på, om det er rigtigt, at myg foretrækker en særlig blodtype.

Det er der delte meninger om, og ifølge Bolius er der noget, der vejer tungere end din blodtype, når myggen beslutter sig for at gå på jagt efter dit blod: Jo mere, du sveder, jo større er risikoen for at få myggestik, og myggen kan i øvrigt lugte mennesker på 50 meters afstand, skriver Bolius.

Myg er en gammel irritation

Naturstyrelsen.dkskriver om myg, at de er insekter, der har eksisteret på jorden i over 170 millioner år, og at der i Danmark findes omkring 30 forskellige arter, der stikker mennesker.

Du kan være helt sikker på, at det er en hunmyg, der har stukket dig, da det kun er hunnerne, der stikker.

– Hun er nødt til at få et måltid blod, for at kunne producere sine æg, forklarer Marianne Krag Petersen til DR.

Det værste ved myg er nok næsten, at du ikke har mange muligheder for at undgå myg. Der er sæson for dem fra maj til august, og medmindre du iklæder dig tætsiddende tøj fra top til tå, risikerer du at blive stukket.

Bliver du stukket, er rådet fra Naturstyrelsen i øvrigt at lade myggen spise op, inden du klasker ud efter den. Den suger noget af det irriterende stof ud igen, når den flyver.

Powered by Labrador CMS