17 sultestrejkende fanger dør af overdosis
Kort tid efter at have indledt en sultestrejke i protest over forholdene døde 17 indsatte pludseligt.
Mindst 17 sultestrejkende indsatte i et fængsel i Venezuela er døde, efter at de ifølge kilder hos politiet indtog en overdosis medicin, skriver nyhedsbureauet AFP.
Fangerne indledte tirsdag en sultestrejke i protest over forholdene i fængslet David Viloria Correction Center i delstaten Lara i den nordvestlige del af landet.
Ifølge AFP var fangerne utilfredse med den “umenneskelige” behandling, som personalet i fængslet udsatte dem for.
De 17 fanger skal være døde, efter at de havde indtaget receptpligtig medicin, som det dog er uvist, hvordan de var kommet i besiddelse af.
Ifølge organisationen Venezuelan Prisons Watch er der ud over de 17 døde fanger fire andre indsatte, der er omkommet onsdag i et andet af landets fængsler, der ligger i delstaten Maracay.
Venezuelas fængselsminister, Iris Varela, skriver på Twitter, at der er sket en hændelse, som involverer “indsatte, der er blevet påvirket af et uhensigtsmæssigt indtag af medicin i et fængsel i Lara”.
Dermed hverken be- eller afkræfter hun, at der er tale om dødsfald.
Det er langt fra unormalt, at indsatte i venezuelanske fængsler dør, mens de sidder inde. I 2013 blev over 500 slået ihjel bag tremmerne og flere end 600 kvæstet, viser tal fra Venezuelan Violence Monitor.
De 51 fængsler i Venezuela er ekstremt overfyldte, da det sydamerikanske land kæmper med stigende kriminalitet.
Venezuela er et af verdens farligste lande at opholde sig i, og landet har et af de højeste antal drab på kloden.
Præsident Nicolás Maduro har gjort bekæmpelse af de kriminelle til sin højeste prioritet.
/ritzau/AFP