17-årige Hans døde nytårsdag af frygtet sygdom: Akuttelefonen 1813 begik alvorlig fejl

Stor kritik af beslutningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad der skulle have været en festlig nytårsaften for 17-årige Hans Michael Graham Petersen fra Birkerød blev på under et døgn en tragedie og dermed den unge mands sidste nytårsaften.

17-årige Hans Michael Graham Petersen, der gik på gymnasiet i Birkerød, blev 31. december alvorligt syg, men på trods af symptomer som blålige pletter på huden og stærke smerter i kroppen, sendte personalet på Region Hovedstadens akuttelefon 1813 ikke en ambulance, da den 17-årige ringede. Det skriver DR P4 København.

Og det var en klar fejl, vurderer to medicinske eksperter, efter de har læst den 17-åriges journal, båndudskrifter fra telefonopkaldene til Akuttelefonen 1813 samt en intern redegørelse fra Region Hovedstaden, der driver akuttelefonen.

– Jeg synes, der skal være nogle alarmklokker, der ringer, hvis man har en ung mand, der ringer ind og siger, at han har så ondt, at han ikke kan stå på benene, og at han samtidig har fået sorte pletter på kroppen, siger Carsten Schade Larsen, der er speciallæge i infektionssygdomme og til dagligt er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital til DR P4 København.

Sorte pletter

De sorte pletter, som Hans Michael Graham Petersen fortæller 1813, at han har på kroppen, bør ifølge Carsten Schade Larsen vække mistanke, da de er tegn på hudblødninger, og at der dermed muligvis kan være tale om meningokokker i blodet.

– Det er en rødt flag, hvis man får blødningstendens og høj feber. Det er et alvorligt symptom, der kræver akut indlæggelse, siger Carsten Schade Larsen til DR P4 København.

Den vurdering bliver bakket op af Lars Bjerrum, professor ved Københavns Universitet og speciallæge i almen medicin, der også siger, at “alarmklokkerne” skal ringe, hvis en patient med influenza ringer ind og siger, at han har fået store sorte pletter på huden.

Tid er afgørende

Fra den sidste samtale, Hans Michael Graham Petersen har med 1813 om morgenen klokken 05:40, går der næsten halvanden time, inden han befinder sig på hospitalet.
Ingen af de to eksperter vil sætte procenter på den 17-åriges overlevelseschancer, hvis akuttelefonen 1813 havde sendt en ambulance. De er dog begge enige om, at tid er en helt afgørende faktor, når det gælder meningitis.

– Tiden er fuldstændig afgørende for prognosen. Jo tidligere man starter behandlingen med antibiotika, jo bedre er prognosen. Vi er nede i minutter, siger Lars Bjerrum til DR P4 København.
– Det anbefales ved mistanke om meningokok-sygdom, at patienten indlægges med lægeledsagelse, og at der gives antibiotika så hurtigt som muligt, siger Carsten Schade Larsen til DR P4 København.

Vi burde …

Region Hovedstaden har ikke ønsket at stille op til interview, men erkender i et skriftligt svar til DR, at det var en fejl ikke at sende en ambulance.

– De sundhedsfaglige vurderinger, der er foretaget hos Akuttelefonen 1813, følger vores retningslinjer, men vi burde have sendt en ambulance, i stedet for lade forældrene køre til hospitalet med deres søn, lyder det i svaret fra Region Hovedstaden til DR P4 København.

Opfordrer til vaccine

Trine Baadsgaard mistede også sin 16-årige søn Mathias til smitsom meningitis. Efter Hans Michael Graham Petersens dødsfald har hun via Facebook på det kraftigste opfordret andre til at få deres børn vaccineret mod den frygtede sygdom. De to dødsfald skyldes dog ikke samme type meningitis. Ifølge Trine Baadsgaard døde Mathias af meningitis Type Y. De to andre dødsfald i år skyldtes meningokok-sygdommen.

Newsbreak.dk har tidligere fået lov til at delagtiggøre vores læsere i Trines opslag.

Det berører mig dybt, at jeg ikke har været i stand til at holde mit løfte til Mathias! Og lige nu er det som om de unge mænd dør om ørerne på mig. Siden Mathias døde for kun et 1 år siden – er to unge mænd på 17 og 18 år også døde af præcis det samme. Det giver altså tre døde unge mænd på et år alene i Københavnsområdet.

Jeg tænker og tænker, om de to sidste dødsfald kunne være undgået, hvis bare de, deres forældre eller de behandlende læger havde kendt til Mathias’ sag“, skriver hun i opslaget om sine tanker og fortsætter:

Derfor er min opfordring:
Få jeres unge mennesker vaccineret. Man KAN faktisk vaccinere mod den meningitis Mathias døde af og man gør det med unge mennesker i mange andre lande, blandt andet i Norden. Men vi vidste det ikke og havde måske også fra fravalgt det, hvis vi havde set på, hvor lille risikoen er. Men med den viden, jeg har i dag, ville jeg ikke tøve og derfor skal I have denne viden.
For det sker jo – og særligt der, hvor unge mennesker er tæt sammen – på efterskoler, højskoler, kostskoler. Hvis det var mig, så ville jeg sørge for, at mine unge fik den vaccine – hellere i dag end i morgen.
” skriver hun blandt andet.

Sundhedsstyrelsen har på sin hjemmeside en udførlig forklaring på meningokoksygdommen. Den kan du se her.

Du kan se hele Trines opslag her:

Powered by Labrador CMS