17-årig gymnasieelev død – nu skal helt gymnasium vaccineres

Et helt gymnasium skal nu vaccineres efter en 17-årig elevs død.

En 17-årig elev døde efter at være smittet med sygdommen meningokoksygdom. Styrelsen For Patientsikkerhed anbefaler nu alle elever og ansatte på Birkerød Gymnasium at blive vaccineret. Foto: Google Street View.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nytårsdag, 1. januar, døde en blot 17-årig gymnasieelev af meningokoksygdom.

Derfor, og fordi, at en anden, også 17-årig elev har haft sygdommen, skrider man nu til den dramatiske handling at anbefale vaccination til alle elever og medarbejdere på Birkerød Gymnasium. Det skriver Styrelsen For Patientsikkerhed på sin hjemmeside.

Region Hovedstadens læger og sygeplejersker har fredag morgen været tilstede på gymnasiet, hvor de udleverer den forebyggende behandling. Vaccinationen sker i næste uge ved henvendelse til deres praktiserende læge. Alle på gymnasiet har modtaget orientering fra Styrelsen for Patientsikkerhed her til formiddag, står der blandt andet på hjemmesiden.

Meningokoksygdom er betegnelsen for meningitis og/eller blodforgiftning med bakterien meningokokker.

Sygdommen er sjælden og meget lidt smitsom. I 2015 var der 40 tilfælde i Danmark.

Sygdommen forekommer overalt i verden og hos personer i alle aldre. den ses dog hyppigst blandt børn, teenagere og yngre voksne.

Ingen risiko for pårørende

Styrelsen For Patientsikkerhed vurderer, at der ikke er risiko for smitte blandt pårørende til eleverne og medarbejderne og dermed heller ikke behov for forebyggende behandling til disse.

Den 17-årige, der var mistænkt for også at være smittet, er efter behandling rask igen.

I alt kommer det til at dreje sig om cirka 1000 vaccinationer.

Meningokoksygdom

  • Meningokoksygdom skyldes bakterier, som kaldes meningokokker.
  • Meningokoksygdom er en sjælden og meget lidt smitsom sygdom.
  • I 2015 var der 40 tilfælde i Danmark.

– Døden er jo en naturlig del af livet, men ikke noget man kan have fantasi til forstille sig for så ungt et menneske. Derfor kan det umiddelbart virke chokerende, brutalt og meningsløst for os alle, sagde gymnasiets rektor Anders Kloppenborg til Frederiksborg Amts Avis i forbindelse med mindehøjtideligheden for den døde elev.

Powered by Labrador CMS