17-årig anholdt efter skræmmende udmelding

En 17-årig pige er onsdag formiddag blevet anholdt i en sag om trusler.

Den unge kvinde blev anholdt på Slagelse Gymnasium. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Offentliggjort Sidst opdateret

En teenagepige er onsdag formiddag blevet anholdt i Slagelse i forbindelse med trusler om et skoleskyderi.

Det oplyser vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge politiet lagde den 17-årige pige tirsdag aften et billede af sig selv op på det sociale medie Instagram med teksten:

– Jeg bliver måske den næste skoleskyder.

Omkring klokken 09.30 blev pigen anholdt, da hun ankom til gymnasiet i Slagelse. Anholdelsen foregik helt udramatisk, og pigen var ikke bevæbnet.

Sigtet for trusler på livet

Gymnasiets rektor, Lotte Büchert, fortæller til Sjællandske, at både lærere og elever bliver tilbudt at tale med en krisepsykolog.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at pigen er sigtet for trusler på livet.

Powered by Labrador CMS