166 personer anholdt
166 personer blev anholdt.
34 lande – heriblandt Danmark – har i en koordineret aktion anholdt 166 personer.
Det oplyser Europol i en pressemeddelelse.
Den fire dage lange aktion har været målrettet våben- og narkosmugling fra det sydøstlige Europa.
Der deltog 8838 politifolk, grænsepoliti og toldere til vands, til lands og i luften, i aktionen.
I de fire dage, aktionen varede, blev mere end 390.000 personer og 44.000 køretøjer tjekket – blandt andet ved grænseovergange.
Der blev beslaglagt 47 kilo stoffer og 51 våben.
Derudover var der flere sager med smugling, dokumentfalsk, illegal indvandring – ligesom det lykkedes at få anholdt en person, der var international efterlyst.
– Kriminelle fra Sydøsteuropa spreder sig. Denne operation har været en kæmpe succes, siger Jari Liukku, øverste leder i Europols Serious Organised Crime Centre, i pressemeddelelsen.