165.000 lagde vejen forbi Grøn Koncert i år
Grøn Koncert har på sin sommerturné gennem otte danske byer haft besøg af 165.000 koncertgæster, oplyser Tuborg og Muskelsvindfonden.
Lige fra Kolding til København er gæsterne blevet spurgt ind til deres oplevelser ved koncerten, der som bekendt samler penge ind til Muskelsvindfonden.
»I flere byer oplyser op mod 20 procent af gæsterne, at de har fået et mere positivt syn på mennesker i kørestol – det giver Muskelsvindfonden noget at arbejde videre med,« siger Jamilla Sophie Alvi, der er kommunikationschef i Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.
Grøn Koncert har i mere end tre årtier turneret landet rundt for at samle penge ind til det gode formål.
De 165.000 gæster brugte under de otte koncerter 55 kilometer toiletpapir, indtog 5,6 tons bøffer og brugte wifi svarende til streaming af 83.000 spillefilm i HD-kvalitet.
Grøn Koncert slutter af i København søndag aften, hvor der er publikumsrekord med 34,500 gæster.
BNB