16-årig og to venner mishandlede kattekilling med knive
Killingen blev slået ihjel, og der blev taget billeder af dyret.
Mishandlingen af en kattekilling, der blev tortureret med en strømpistol og stukket flere gange med en kniv, er bare ét blandt mange punkter, der var på dagsordenen, da en bare 16-årig dreng stod tiltalt ved Retten i Kolding torsdag, 12. april. Det skriver Vafo.dk.
Drengen var foruden dyremishandling også tiltalt for tyveri, brandstiftelse og meget andet, og i retten erkendte han både det ene og det andet. Blandt andet fortalte han i retten, hvordan han 20. februar i år var med til at mishandle en kattekilling til døde. Katten blev tortureret med en strømpistol i en lejlighed, hvor en veninde til den 16-årige boede.
Dyret blev stukket flere gange med en kniv, og de tre drenge tog billeder af mishandlingen, som de publicerede på det sociale medie Snapchat.
Blev ked af det i retten
Ifølge Vejle Amts Folkeblad var fotoet dog for meget for den unge mand. Han havde i hvert fald ikke lyst til at gense det, da det var publiceret.
– Han blev ked af det i retten, da han skulle fortælle om episoden med killingen og forklarede, at han havde fortrudt det siden, siger anklager Lene Kirkegaard til Vafo.dk.
Drengen blev i sidste ende dømt til to år under tilsyn af Vejle Kommune. Han skal tilbringe to måneder på en sikret socialpædagogisk døgninstitution. Derefter skal han i op til 12 måneder på på et pædagogisk opholdssted.