16-årig blev efterladt hjælpeløs og døde: Ung mand er anholdt
Dødsfald får politiet til at advare om risiko for, at der er farlige stoffer i omløb i Dianalund og Sorø.
En ung mand fra Dianalund er blevet anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med et dødsfald natten til lørdag, hvor en 16-årig døde efter at have indtaget mdma.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det er en 18-årig mand, der er blevet anholdt. Han sigtes for uagtsomt manddrab og for overdragelse af stoffet til den afdøde.
Ifølge politiet har den 18-årige efterladt den afdøde i hjælpeløs tilstand.
Hidtil har det været uvist, hvilket stof den 16-årige indtog.
Men Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser i en pressemeddelelse, at den 16-årige døde efter at have indtaget stoffet mdma.
Drengen havde indtaget stoffet i Dianalund, og der blev slået alarm, da han ikke var til at komme i kontakt med, som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet.
Han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.
Farlige stoffer i omløb
Den tragiske episode får politiet til at advare om, at der kan være farlige stoffer i omløb i området omkring Dianalund og Sorø.
Tilbage i februar døde 15-årige Adam Buk fra Haslev efter at have indtaget stoffet mdma, der er også kendt under navnet ecstasy.
I den forbindelse valgte politiet at anholde flere personer, og det førte til to retssager om uagtsomt manddrab.
I den første sag blev en 17-årig dreng frifundet for at have solgt det stærke mdma til en mellemmand – også en 17-årig dreng – som videresolgte det til den 15-årige Adam Buk og hans kammerat.
Siden blev mellemmanden dømt for uagtsomt manddrab. Dommen lød på et halvt års fængsel. Straffen skal dog ikke afsones, hvis mellemmanden i stedet udfører 120 timers samfundstjeneste.