15-årig pige bliver voldtaget to gange på samme aften
Den mand, hun prøvede at få hjælp fra efter den første voldtægt, voldtog hende også.
En 15-årig pige blev voldtaget på en togstation i Birmingham, inden hun blev seksuelt overfaldet af den billist hun fik til at stoppe for at hjælpe hende. Det skriver BBC.
Politiet kalder de to overfald på Witton station i Birmingham for “forfærdelige” og har annonceret en større jagt på de to mænd. Overfaldene skete natten til onsdag.
Voldtaget af hjælpen
Pigen var sammen med en veninde, da en mand kom hen til hende og fik hende hen til et indelukket sted på stationen. Her voldtog han hende. Kort efter fik hun en forbikørende bil til at stoppe. Men det fik til gengæld ikke pigens mareridt til at stoppe: Han voldtog hende nemlig også. Politiet efterforsker sagen som to separate tilfælde af voldtægt.
Den første overfaldsmand bliver af politiet beskrevet som en asiatisk mand i starten af tyverne med lys hud, brune øjne, slank og omkring 1,8 meter høj.
Ifølge politiet er den anden mand også asiatisk og i starten af tyverne, men kun omkring 1,7 meter høj. Han er massivt bygget, med et skæg og havde en blå sweater og sorte jeans på.
– Det her har været forfærdeligt for den unge pige og vi har special trænede betjente til at støtte hende, fortæller politiinspektøren Tony Fitzpatrick og fortsætter:
– Det er virkelig vigtigt, at vi finder ud af, præcis hvad der skete og finder de to gerningsmænd.
Overvågningsvideo er blevet beslaglagt af politiet og bliver lige nu efterforsket. Politiet leder efter vidner, der har været på stationen på samme tidspunkt som voldtægterne.