15-årig kastede tyggegummi fra motorvejsbro: Nu har han fået dommen
Drengen og hans lillebror blev snuppet efter at have kastet tyggegummi på en bil fra broen.
En kun 15-årig dreng har fået en dom for at kaste tyggegummi fra en motorvejsbro i oktober 2016. Det skriver TV Midtvest.
Der kommer en bilist kørende ad Silkeborgmotorvejen omkring klokken 19. Da han skal til at køre under en motorvejsbro, opdager han to mørke skikkelser på broen.
En af personerne kaster noget mod bilisten, som hører et smæld og straks efter holder stille.
– Anmelderen så et par – formodentlig – teenagere oppe på broen, der kastede ting ned. Han mener ikke, det er sten, for der er ingen skader på bilen. Det kan være kastanjer eller lignende, sagde Ole Vanghøj, vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi, dengang til Newsbreakdk.
Bilisten vælger at melde episoden til politiet, som finder frem til gerningsmændene.
To brødre
Der er tale om en 15-årig dreng og hans lillebror, der er under den kriminelle lavalder. De to brødre er gået ud på motorvejsbroen og har haft noget tyggegummi med, som de kaster ned mod bilerne.
Den 15-årige dreng blev i dag i retten idømt 20 dages betinget fængsel for at have voldt nærlæggende fare for nogens liv eller førlighed.
– Det er en bestemmelse, der bliver brugt, hvis man forvolder en konkret fare, eventuelt i færdselssager, forklarer senioranklager Søren Kløvborg Laustsen til TV Midtvest.
Den dømte dreng tog sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.