15-årig fyret for at glemme Chili Cheese Tops

Offentliggjort Sidst opdateret

McDonald’s fyrede 15-årige Josephine Bjørnbo, fordi hun glemte at spørge tre kunder, om de også ville købe Chili Cheese Tops

– Vil du have Chili Cheese Tops med til en tier?

Det spørgsmål glemte Josephine Bjørnbo, 15 år, at stille til kunderne i tre biler, da hun var ansat i McDrive-butikken hos McDonald’s i Vallensbæk, skriver Fagbladet 3F.

Det resulterede i en fyring fra burger-restauranten.

I en skriftlig advarsel står der blandt andet: “Denne advarsel får du, da du gentagne gange på din vagt i dag ikke fulgte McDonald’s procedurer for mer- og opsalg…”. Nogle uger efter blev hun trukket ind på kontoret og fyret – efter knap tre måneders ansættelse.

3F har ført sagen for Josephine, som blev ringede grædende til sin far.

Far har kun kritik til overs for sagen

– Jeg blev rigtig, rigtig ked af det. Jeg føler, at jeg passer mit arbejde og følger reglerne, fortæller Josephine Bjørnbo, der efterfølgende grædende ringede til sin far.

Han undrer sig i dag meget over, at han ikke blev inviteret med, da hans datter på under 18 år skulle overrækkes noget så alvorligt som en skriftlig advarsel.

– Det er under al kritik. Hun sidder over for to voksne mennesker uden os forældre at støtte sig til. Det har jeg det meget dårligt med, siger Christian Bjørnbo.

Mange advarsler for små fejl

Både de mundtlige og de skriftlige advarsler sidder ifølge Josephine meget løst hos McDonald’s i Vallensbæk.

– Vi fik mange advarsler, selvom det var meget små fejl, fortæller Josephine.

Blandt andet fik hun tre skriftlige advarsler for at komme to minutter for sent efter en selvbetalt pause.

Unge mellem 15 og 17 år må højst arbejde 12 timer om ugen i skoleuger. Alligevel følte Josephine sig presset til at arbejde op mod 40 timer om ugen.

Hun ville ikke have, at hendes far blandede sig – hun ville gerne klare det selv.

– Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke greb ind, men jeg syntes jo også, at det var vigtigt, at hun lærer at klare sig selv og tage det sure med det søde på arbejdsmarkedet, siger Christian Bjørnbo.

Josephine fik kort efter fyringen nyt job på Bakken.

Powered by Labrador CMS