15-årig begik selvmord – Danmark var for langsom

En 15-årig pige begik selvmord i Syrien, fordi en sag om familiesammenføring trak i langdrag. Foto: Google Streetview
Offentliggjort Sidst opdateret

Da en 15-årig pige begik selvmord i sidste uge i Syrien, var det et resultat af en forsinket familiesammenføring i Danmark.

Dagbladet Information skriver torsdag, at to søstre forsøgte at begå selvmord, efter deres mor, der opholder sig i Danmark, havde fortalt dem, at der ville gå lang tid, før de ville kunne komme til Danmark og bo sammen med hende.

Moderen, Nazira Rashid, flygtede til Danmark fra Syrien sidste år og har siden juni i år forsøgt at få sine fire børn til Danmark.

21. oktober besøgte hun Udlændingestyrelsen i København, og her lød beskeden, at der ikke var en tidshorisont for, hvornår hendes børn kunne komme til Danmark.

Nazira Rashid overbragte straks nyheden til sine børn i Syrien, og moderen fortæller til Information, at særligt den ældste datter tog nyheden dårligt.

Drak gift

Umiddelbart efter moderen havde talt med sine børn, drak de to søstre en giftig væske. Mens den ene søster døde, er den anden udskrevet fra hospitalet igen.

Nazira Rashid fik selv overbragt den tragiske nyhed af en nabo i Syrien, der bor ved siden af børnene i den syriske by Afrin.

Asrin Mesbah, der er juridisk rådgiver hos Venligboerne, siger til Information, at det er hendes oplevelse, at Udlændingestyrelsen trækker tiden ud i sagerne om familiesammenføring.

»Problemet er, at folks sager bliver udskudt i over et år. Det handler altså om liv og død for de her mennesker, og det er umenneskeligt og uværdigt, at styrelsen ikke tager hensyn til, at folk befinder sig i en krigszone. De er desperate, og tragiske sager som den her kunne måske undgås, hvis Udlændingestyrelsen havde en bedre sagsbehandling,« siger Asrin Mesbah til Information.

Udlændingestyrelsen oplyser til Information, at man vil fremskynde sagsbehandlingen for den overlevende datter.

Powered by Labrador CMS