14 var samlet – fire stak af – 10 fik bøder
Forsamlingsforbuddet gælder stadig.
Kort før midnat natten til søndag måtte politiet have den helt store bødeblok frem.
Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der på Twitter skriver, at en patrulje klokken 23.42 traf 14 personer på en parkeringsplads ved Kystvej i Aabenraa.
Fire af dem tog benene på nakken, men det lykkedes at få fat i 10 af de samlede.
De er alle sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet.
Det koster 2.500 kroner at overtræde.
Også galt fredag
Midt- og Vestsjællands politi fik fredag aften klokken 22.34 en anmeldelse om, at en stor gruppe på cirka 20 personer var forsamlet ved en shelterplads på Vallekildevej i Hørve.
Da politiet ankom til shelterpladsen, stak seks-syv personer af fra stedet, men de resterende 14 mænd og kvinder i alderen 20-32 år blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet på et cirka 50 kvadratmeter stort område, hvor de var forsamlet omkring et bål.
Take away blev til eat in
I forbindelse med tilsyn fredag eftermiddag og aften ved blandt andet forretninger i Hvalsø, Solrød Strand og Holbæk kunne politiet konstatere, at der ved pizzeriaernes udendørs borde og bænke blev indtaget mad indkøbt i forretningen, uagtet at disse forretninger kun må sælge mad som take-away.
De ansvarlige for pizzeriaerne blev derfor sigtet for overtrædelse af corona-lovgivningen.