14-årig skudt med bomberør
Fire unge mænd er blevet anholdt i forbindelse med ulovlig affyring af fyrværkeri i Midt- og Vestjylland.
Midt- og Vestjyllands Politi har natten til nytårsdag anholdt en 17-årig dreng for at skyde en ung pige i ryggen med et bomberør i Ringkøbing. Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj tidligt fredag morgen til Ritzau.
Hændelsen fandt sted klokken 01.31 på torvet ved Herningvej i byens centrum.
Her affyrede den 17-årige tre skud med et bomberør mod en gruppe unge piger, hvoraf et ramte en 14-årig pige i ryggen fra fire meters afstand, mens to fløj tæt forbi hendes hoved.
Pigen blev efterfølgende sendt til tjek på hospitalet, men hun er ikke kommet alvorligt til skade.
Fredag morgen er den 17-årige dreng stadig tilbageholdt af politiet. En juristvagt skal nu afgøre, om drengen skal sigtes. Ifølge Ole Vanghøj tyder det ikke på, at drengen og pigen kendte hinanden på forhånd.
I midten af december blev en skærpelse af straffeloven indført, så det nu kan give op til otte års fængsel at skyde fyrværkeri efter andre.
Nogle år har været særdeles plaget af, at tåber har skudt fyrværkeri efter brandvæsenet, men det har ikke været et udbredt problem dette årsskifte. Tre gange er det sket i forbindelse med nytårsaften, har Danske Beredskaber oplyst.