14-årig pige i panik på grund af pakkepost
Ad sted det gik, da en 14-årig pige gik i panik.
Nordsjællands Politi er meget flinke til – på deres Facebookside – at fortælle om stort og småt fra betjentenes hverdag. Og ofte med et strejf af humor.
Det har kredsen gjort igen. Denne gang med overskriften: Ihærdigt pakkebud sendte pige i flyverskjul.
“I tirsdags omkring klokken 13 modtog vi et af den slags opkald, der fik os til at træde lidt ekstra hårdt på speederen for at komme frem til den adresse, anmeldelsen omhandlede”, starter opslaget.
Baggrunden var en fars urolige opkald til alarmcentralen. Hans 14-årige datter havde nemlig ringet til ham og fortalt, at hun sad og gemte sig på familiens aflåste toilet i hjemmet i Ølstykke
Fremmed mand listede rundt
Det er der sikkert mange 14-årige, især de, der har mobilen fastlimet til hånden, der kan finde på. Denne årsag var dog lidt mere alvorlig:
Hun havde nemlig låst sig inde på toilettet, fordi en fremmed mand listede rundt om boligen og forsøgte at komme ind under påskud af at skulle aflevere en pakke.
“Pigen fandt dog mandens opførsel særdeles mistænkelig, og vi ræsede derfor til stedet så hurtigt som patruljebil, remmer og tøj kunne holde”, skriver Nordsjællands Politi.
“Et legalt forhold”
Patruljen ankom kort efter og kunne, som politiet skriver, heldigvis konstatere, at der var tale om et helt legalt forhold. Det var ganske simpelt et pakkebud, der forsøgte at finde et sikkert sted at stille den medbragte pakke.
“Pigen kunne derfor ånde lettet op, mens vi kunne køre fra stedet igen i en noget mere moderat hastighed og med en noget mere moderat puls”, oplyser politiet.
Moralen
Nordsjællands Politi lægger selvfølgelig ikke sådan en historie ud for at udstille hverken pige, pakkepost eller papa.
Historien har skam også en morale:
“Det er helt i orden at kontakte os, selvom situationen sidenhen viser sig at være noget andet end først antaget, og skulle du selv bemærke noget mistænkeligt, sidder vi naturligvis klar til også at høre fra dig. Ring hellere til os en gang for meget end en gang for lidt”, slutter opslaget.