14-årig fanget og tæsket – så trådte forældrene til
Forældrene til en 14-årig dreng var ikke enige i, at der skulle betales løsepenge. Så gjorde de noget andet.
En dreng på 16 og en mand på 21, fra henholdsvis Vallensbæk og Greve, blev torsdag aften anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi.
Forinden havde der udspillet sig en noget bizar episode. De to mænd havde, ifølge sigtelsen, holdt en 14-årig dreng fanget og udsat ham for vold i form af slag og spark. Det oplyser politikredsen i sin døgnrapport.
Skulle betale løsepenge
Den 14-årige ringede til sine forældre, der blev bedt om at levere penge til de to, der tilbageholdt sønnen, idet de hævdede, at den 14-årige skyldte penge for køb af hash.
Forældrene fik lov at tale med sønnen og også med en af gerningsmændene.
Forældrene til den 14-årige havde dog ikke til hensigt sådan bare at punge ud; så de ringede til politiet, der blev sat ind i sagen.
Gerningsmændene havde aftalt med forældrene, at pengene skulle leveres ved nogle fodboldbaner, og her lagde politiet sig på lur. Så var det bare at vente på, de to mænd dukkede op. Det gjorde de.
Hunden var hurtigere
Den ene forsøgte dog at flygte fra stedet, men en politihund var hurtigere, og han overgav sig med det samme uden at blive bidt. Hermed var begge i politiets varetægt og anholdt.
Den 21-årige var i forvejen efterlyst af politiet, fordi han var udeblevet fra afsoning af en frihedsstraf på ni måneders fængsel.
Begge anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde fredag med krav om varetægtsfængsling. Politiet har ikke flere kommentarer til sagen i øjeblikket.