130 gæster evakueret: Skib stødte på grund
Alle gæster har det godt og er ved at blive evakueret, efter at passagerskibet "Sagafjord" er stødt på grund.
Passagerskibet Sagafjord stødte lørdag på grund i Roskilde Fjord med 130 gæster ombord. Det oplyser Forsvarets Operationscenter til Ritzau.
De 130 gæster, som var om bord på det grundstødte passagerskib “Sagafjord”, er dog lørdag aften alle kommet sikkert i land, efter at de blev evakueret. Evakueringen er foregået sikkert, og ingen er kommet til skade, fortæller Michael Horn, der er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.
– Det er et område med lavt vand, og det er lykkedes skibet at ramme bunden. De 130 mennesker har det alle godt, fortæller han.
Ikke kæntringsfare
Skibet gik på grund halvanden kilometer fra Veddelev Havn. Det har ikke taget vand ind, så der har ikke været frygt for, at det vil kæntre.
Dykkere skal undersøge skibet for at sikre, at der ikke er sket nogen skader. Herefter kan passagerskibet – om alt går vel – blive frigivet til videre sejlads, fortæller vagtholdslederen.
To mindre både fra Østsjællands Beredskab, en gummibåd fra Dansk Søredningsselskab og passagerskibet “Svanen” har hjulpet til med at evakuere de 130 gæster. Forsvarets Operationscenter blev orienteret om, at “Sagafjord” var gået på grund klokken 15.42 lørdag eftermiddag.
Direktøren så det ske
“Sagafjord” er et skib fra 1950’erne, som bliver brugt som flydende restaurant, hvor der kan holdes fest og middage, og bag skibet sidder direktør Niels Parsner, og han var helt tilfældigt selv på vandet lørdag, skriver SN.dk.
3-400 meter fra Sagafjord lå han og bevidnede derfor grundstødningen. Han vil dog over for avisen ikke udtale sig om årsagen og henviser til, at der på sigt vil blive udfærdiget en rapport
– Vi kan ikke konkludere noget endnu om, hvorfor det sker, siger Niels Parsner, der sørgede for, at passagererne blev kørt til Roskile – i partybusser.