123.000 ældre spørges om tilfredshed med hjemmehjælpen

Ældre Sagen tvivler på, at brugerundersøgelse kommer til at gøre en forskel i kommunernes ældrepleje

Offentliggjort

Undersøgelse af ældres tilfredshed med hjemmehjælp

  • Et spørgeskema sendes ud til 123.000 modtagere af hjemmehjælp for at vurdere deres tilfredshed. Initiativet er iværksat af ældreminister Mette Kierkgaard som led i en kommende ældreform.
  • Formålet med undersøgelsen er at give ældre bedre mulighed for at vælge deres hjemmehjælpsleverandør på et oplyst grundlag. Resultaterne vil blive opgjort på kommuneplan og indgå i en plejeoversigt.
  • Ældre Sagen udtrykker skepsis over for undersøgelsens effekt, da mange kommuner allerede foretager lignende undersøgelser uden større indflydelse. Der er også bekymringer om, hvorvidt svækkede ældre kan besvare spørgsmålene korrekt.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der er et spørgeskema på vej ud til 123.000 modtagere af hjemmehjælp landet over.

Baggrunden er, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) har iværksat en undersøgelse af borgernes tilfredshed med hjemmehjælpen.

- Det er utrolig vigtigt at kende de ældres tilfredshed, når vi lige om lidt skal til at gennemføre en ny ældrereform, hvor selvbestemmelse er en grundsten, siger ministeren.

Ud over tilfredsheden med hjemmehjælpen vil brugerne for eksempel blive spurgt: "Er du tryg ved de medarbejdere, der kommer i dit hjem?" og "Har du viden nok om, hvilken hjælp og støtte du kan få?".

Indgår i plejeoversigt 

Der er cirka 123.000 personer over 67 år, der modtager hjemmehjælp i eget hjem. Det kan være hjælp til rengøring eller til personlig pleje.

Hjemmehjælpen kan både være fra kommunen eller fra en privat leverandør.

Planen er, at resultaterne fra undersøgelsen skal opgøres på kommuneplan.

- Målet for mig er ikke at lave en benchmark eller en rangliste. Det er slet og ret at gøre det nemmere for de ældre, så de kan træffe deres valg om leverandør på et oplyst grundlag, siger Mette Kierkgaard.

Resultaterne fra undersøgelsen vil indgå i en plejeoversigt, som kan hjælpe hjemmehjælpsmodtagere til at vælge leverandør af hjemmehjælp.

Spørgeskemaet sendes i første omgang til 123.000 hjemmehjælpsmodtagere. Senere er det planen også at spørge alle beboere på landets plejehjem.

Vil gentager undersøgelserne 

Undersøgelsen vil næste år blive fulgt op af en undersøgelse af tilfredsheden hos beboerne på landets plejehjem.

Det er ifølge ministeren planen, at man med års mellemrum vil gentage undersøgelserne for at se, om en reform af ældreplejen kommer til at gøre en forskel.

I Ældre Sagen er chefkonsulent Per Tostenæs skeptisk.

- Det at spørge om tilfredsheden er jo noget, mange kommuner allerede gør, uden at det har gjort den store forskel for borgerne.

- De fleste brugerundersøgelser viser en meget høj tilfredshed, og det er som udgangspunkt godt. Men man skal også være opmærksom på, at mange svækkede ældre kan have svært ved at svare på spørgsmålene.

Digitalt og fysisk 

- Nogle kan måske også være utrygge i forhold til, om svarene har konsekvenser for den hjælp, de modtager, siger Per Tostenæs.

Invitationen til at deltage i undersøgelsen sendes ud med digital post. Borgere, der er fritaget for at modtage digitale skrivelser, får et fysisk brev.

Undersøgelsen til næste år af plejehjemsbeboernes tilfredshed vil foregå ved fysiske interview rundt om på landets plejehjem.

Powered by Labrador CMS