12.000 tilskuere i Parken
Nu nedsættes en ekspertgruppe
EM i fodbold bliver med tilskuere.
Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen har i dag meddelt DBU, at sommerens EM i fodbold kan afholdes med minimum 11.000-12.000 tilskuere i Parken.
En ekspertgruppe skal vurdere, om det er muligt at udvide kapaciteten til sommer.
– EM i fodbold er en unik og historisk begivenhed i Danmark. Regeringen har derfor besluttet at tillade mindst 11.000-12.000 tilskuere til de fire kampe, der afholdes i Parken. Vi vil samtidig se på, om der kan komme endnu flere tilskuere i Parken, hvis de sundhedsmæssige forhold giver mulighed for det. Det kommer til at blive en del af den ekspertgruppe, der nedsættes i forlængelse af genåbningsaftalen. Vi har også meddelt DBU og UEFA, at det kan blive nødvendigt at lukke for tilskuere, hvis der sker smittespredning, så det vil være sundhedsmæssigt uforsvarligt at tillade tilskuere til kampene, siger kulturminister Joy Mogensen.
Ekspertgruppen skal desuden se på, hvordan sommerens øvrige store arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt.
Den 15. marts besluttede regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier at videreføre arrangørordningen henover sommeren, så festivaler og messer med ro i maven kan planlægge forsvarligt, indtil de ved, om de kan afvikles.