12-årig stjæler forældres kreditkort og rejser til Bali selv
Drengen ville på et eventyr, men moren sagde nej. Så gjorde han det bare selv.
En 12-årig dreng fra Sydney stjal sine forældres kreditkort og tog på ferie til Bali, efter han havde skændtes med sin mor om at tage af sted.
Drengen boardede og fløj til Perth, for at skifte til et fly til Indonesien. I Bali tjekkede han så ind på et hotel. Det skriver The Guardian.
Den 12-årige stjal sine forældres kreditkort og narrede sin bedstemor til at give ham hans pas for derefter at flyve til Bali.
Drengen havde inden fået at vide af sin mor, at han ikke kunne tage til Bali. Men det stoppede ikke den 12-årige, der i stedet bare bookede fly på egen hånd. Drengen undersøgte endda hvilke flyselskaber, der tillod 12-årige at rejse alene.
Den 12-årige fortalte sin familie, at han tog i skole, men i stedet tog han sit løbehjul og løb ned til den lokale togstation, hvorfra han tog til lufthavnen.
I lufthavnen tjekkede han ind via selvbetjenging, inden han boardede et fly til Perth og et videre til Indonesien.
Blev kun stoppet én gang
Drengen blev kun stoppet én gang, og det var i Perths lufthavn. Her bad personalet ham om at vise ID for at bevise, at han var over 12.
– De bad bare om mit studiekort, for at jeg kunne bevise, at jeg var over 12, fortæller drengen og fortsætter:
– Det var virkelig fedt, fordi jeg ville gerne på et eventyr.
I Bali tjekkede drengen ind på et hotel og fortalte personalet, at han ventede på, at hans søster skulle ankomme.
Da skolen ringede hjem for at fortælle, at drengen ikke var kommet i skole, kunne familien ikke finde ud af, hvor han var. Da de fandt ud af, at han var i Bali fløj moren til Bali efter ham.
Ifølge moren kan hendes søn ikke lide at få et nej.
– Chok og væmmelse er ikke engang nok til at beskrive de følelser, der ramte mig, da jeg fandt ud af, at han var taget af sted selv, fortæller moren.