11.500 danskere er ramt
Indtil videre har 11.500 danskere fået coronavirus anerkendt som en arbejdsskade, der har påvirket deres helbred
Foreløbig har 11.500 personer fået coronavirus anerkendt som en arbejdsskade, der har påvirket deres helbred.
Det skriver mediet Jyllands-Posten på baggrund af en opgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
AES behandler blandt andet arbejdsskadesager og udbetaler erstatning for erhvervssygdomme.
Langt fra alle
Det er dog langt fra alle, der har fået en økonomisk erstatning som følge af skaderne.
8400 af de personer, der har fået anerkendt en arbejdsskade som følge af virusset, har indtil nu fået besked om, at de ikke vil få erstatning.
Derudover har omkring 2800 personer fået fastsat en såkaldt méngrad, der afspejler alvoren af deres skader. Méngraden ligger hos de fleste på mellem 5 til 10 procent.
Cirka 500 personer har fået erstatning for tab af erhvervsevne, oplyser AES til Jyllands-Posten.

Senfølger
Senfølger efter covid-19 kan blandt andet bestå af kognitive problemer som hukommelsesbesvær, koncentrationsproblemer, træthed og hovedpine.
Det fortæller Karin Dahlberg-Garde, der er bestyrelsesmedlem hos Dansk Covidforening, til Jyllands-Posten.
Foreningen repræsenterer personer, der er berørt af senfølger efter covid-19.
Tallene fra AES vækker bekymring hos Dahlberg-Garde. Hun mener, at de såkaldte méntabeller, der bruges til at fastsætte méngrader, er forældede.
Hospitaler og institutioner
- De er bygget op om et arbejdsmarked, som fandtes engang, og hvor man mistede erhvervsevnen, hvis man mistede for eksempel en finger eller et ben, for så kunne man ikke arbejde som bager eller smed på fabrikken. I dag afhænger manges erhvervsevne jo mest af hjernen, siger hun.
I alt har omkring 19.000 personer i Danmark siden marts 2020 og frem til marts i år anmeldt en arbejdsskade relateret til covid-19.
De fleste af anmeldelserne kommer ifølge AES fra ansatte på hospitaler og institutioner.
AES oplyser til Jyllands-Posten, at andelen af tilkendelser om økonomisk erstatning for covid-19-sager flugter med det generelle billede for arbejdsskader.