11 ton marihuana fundet: Politiet bestilte tre lastbiler
Ved en aktion mandag fandt politiet så meget marihuana, at det måtte køres væk på tre lastbiler med anhænger.
Politifolk gjorde store øjne, da de mandag slog til mod en ejendom “et sted på Sjælland” og blandt andet fandt godt 88 liter hasholie og 11 ton knuste marihuanaplanter.
De 11 ton knuste planter, der var samlet i bigballer, fyldte så meget, at politiet måtte bestille tre lastbiler med anhængere til at køre dem væk. Det er dog uvist, hvor meget kraft, der var i de 11 ton plantedele.
– Vi ved ikke, om det skulle bruges til at fremstille hasholie, eller om det allerede er brugt til det, forklarer vicepolitiinspektør Tom Struve fra specialsektionen i Københavns Politi til Ritzau.
– Derfor skal vi have undersøgt THC-indholdet i det, fortsætter han.
THC er det virksomme stof i hash og marihuana.
Men de 88 liter hasholie var mindst ligeså overraskende for politifolkene. THC-indholdet i olien er heller ikke fastslået endnu, men ifølge vicepolitiinspektøren skal man typisk gange mængden af olie med 10 for at omregne styrken til hash.
Det vil sige, at de 88 liter olie formentlig svarer til 880 kilo hash.
– Nu skal vi finde ud af, om det er fremstillet i Danmark, og hvor det skulle hen, fortæller Tom Struve.
Han er ikke overbevist om, at olien er beregnet til det danske marked, for hasholie er ikke så udbredt herhjemme.
– Og jeg har i hvert fald aldrig set hasholie i så stort et omfang, siger vicepolitiinspektøren.
Foruden de 11 ton plantedele og 88 liter hasholie fandt politiet fem kilo marihuana og 10 kilo marihuana-pasta, der ifølge Tom Struve formentlig er tørret olie. Desuden fandt man forskelligt laboratorieudstyr, der typisk ses i skunklaboratorier.
– Det er noget af det, vi også skal have undersøgt nærmere, fortæller Tom Struve.
I forbindelse med mandagens aktion blev to mænd på 29 og 31 år anholdt, og de blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.
Her ville dommeren dog ikke gå med til at varetægtsfængsle dem, men besluttede, at deres anholdelse skal opretholdes i tre døgn, så politiet får tid til at efterforske sagen nærmere.
/ritzau/