11-årige dreng udvist til Polen: Mor er fængslet for drab
Den 11-årige dreng Julian fra Jægerspris i Nordsjælland er mandag blevet udvist af Danmark – uden sin polske mor, der er fængslet for drab på sin kæreste.
Jægerspris hører under Frederikssund Kommune, og her bekræfter man historien:
»Det er rigtigt, at drengen mandag er blevet sendt til Polen ledsaget af sin kontaktperson på det opholdssted, han har boet på i det sidste års tid,« siger Kenneth Jensen, der er redaktør i kommunens kommunikationsafdeling.
Historien om Julian begyndte fredag at sprede sig på Facebook, da Julians vens bedstemor, Janni Bruun, satte sig til tasterne og delte historien.
Her beskrev Janni Bruun, hvordan Julians polske mor for et par år siden angiveligt kom i fængsel for at have dræbt sin daværende kæreste.
Sagen førte til, at Julian kom til at bo på et opholdssted i Jægerspris i Nordsjælland. Her havde drengen ifølge Janni Bruun fundet sig til rette og fået gode kammerater.
Fredag fik Julian – ifølge Janni Bruun – at vide, at han skulle til Polen med tre dages varsel.
»I dag her til formiddag (fredag, red.) fik han nærmest smidt en bombe i hovedet. Han skal tilbage til Polen på mandag. Det har kommunen bestemt. Han skal ned at bo på en børnehjem i Polen og må ikke have kontakt til sin mor, som han har besøgt en gang om ugen, siden hun blev fængslet,« skriver Janni Bruun i opslaget på Facebook, der mandag var delt mere end 3.200 gange.
Vil ikke trives i Polen
Ifølge Janni Bruun er det altødelæggende for Julian, at han bliver sendt væk fra vante rammer.
»Det vil knække ham fuldstændig at blive sendt tilbage til Polen uden sin mor,« skriver hun videre i opslaget.
Indtil videre har det ikke været muligt for BT at få oplyst, hvor Julians mor er fængslet.
Kenneth Jensen fortæller, at Frederikssund Kommune ikke har mere at tilføje til sagen. I stedet henviser man til Justitsministeriet og Rigspolitiet, som ansvarlige myndigheder.
Kommunen oplyser dog, at drengens far vil tage imod ham i Polen. Faderen er polsk statsborger, og kontaktpersonen er taget med for at sikre, at ‘alt foregår på betryggende vis’.
Herunder kan du se hele Janni Bruuns Facebook-opslag:
Ok…. Jeg er normalt ikke den der ytrer sig her på FB, men jeg har her til aften talt med min datter Kia Sabina…
Posted by Janni Bruun on 31. juli 2015