11-årig dreng forsvundet i flere timer
Flere patruljer og to helikoptere var sat ind i eftersøgningen af en 11-årig dreng.
Det helt store eftersøgnings-apparat var søsat i eftersøgningen efter en 11-årig dreng.
Drengen havde forladt sit hjem hos en plejefamilie omkring klokken 20 og Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om drengens forsvinden klokken 21.15 mandag aften.
Den 11-årige var forsvundet fra plejefamiliens hjem omkring Kongerslev syd for Aalborg.
På grund af de lave temperaturer iværksatte Nordjyllands Politi hurtigt en eftersøgning med hundepatruljer.
To helikoptere blev tilkaldt for at bistå eftersøgningen på jorden, der fandt sted omkring den lille by Svanfolk.
Efter flere timers intensiv eftersøgning var det det drengens egen familie, der fandt ham.
Det oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at komme i kontakt med Nordjyllands Politi og få svar på, hvorfor drengen gik fra hjemmet og hvornår han blev fundet igen, men til Ekstra Bladet har vagtchef Mogens Hougesen tidligere udtalt:
– Han blev fundet i området ved 01-tiden.
Mogens Hougesen oplyser endvidere til Ritzau, at der er tale om en tvangsanbragt dreng. Han blev fundet i nærheden af sin biologiske mor, der også bor i området.
Selv om temperaturerne havde bevæget sig et godt stykke under frysepunktet, så kunne drengen tage med sin plejefamilie hjem.
– Han har det efter omstændighederne godt, og han blev kørt direkte hjem, siger Mogens Hougesen.