11-årig dreng død: Forældre advarer andre mod populær Youtube-leg
Den 11-årige Carson Bodkins døde som følge af en viral udfordring. Nu advarer forældrene om konsekvenserne ved legen.
Der kommer konstant nye trends på de sociale medier. På YouTube har en ny og dødelig trend spredt sig som ring i vand i den seneste tid. Og nu har internetfænomenet desværre krævet et offer, skriver Mirror.
Den 11-årige Carson Bodkins har mistet livet efter, at drengen har prøvet kræfter med den virale ‘kvælerudfordring’, som på engelsk har det retvisende navn: choking challenge. Det var Carson Bodkins mor, Tia, som fandt den livløse dreng på hans værelse.
– Vi er stadig i chok. Det rammer os lidt på forskellige tidspunkter, hvornår vi er kede af det. Min søn var bare så fuld af liv. Han var sådan en god dreng, siger Tia Bodkins
Det nye internetfænomen opfordrer unge mennesker til at kvæle sig selv, indtil de besvimer. Men i England har politiet allerede været ude med en advarsel om, at man ikke skal forsøge sig med denne udfordring.
Døde inden udflugt
Carson skulle have pakket til en tur, som han skulle på, men drengen forlod aldrig sit værelse igen. Venner på skolen har beskrevet ham som venlig, flink og sjov.
– Der gik 10 minutter, hvor han ikke kom ned fra sit værelse. I den tid har hans hjerne været uden oxygen så længe, at der var sket uopretteligskade, siger Tia Bodkins.
Den 11-årige dreng blev hastet på hospitalet, men han døde kort herefter. Studier viser, at mere end 250 børn er døde af kvælerudfordringen siden 2001.
Carsons familie har oprettet en crowdfunding-side, hvor folk kan donere til en fond. I skrivende stund er den indsamling nået 7.825 dollars – svarende til knap 51.200 kroner.