10.853 vælgere har talt: Vi skal have ny statsminister

Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Berlingske Barometer indeholder i øjeblikket svar fra 10.853 repræsentativt udvalgte vælgere. Det er det højeste antal respondenter, som barometeret nogensinde har haft som grundlag for at beregne sit gennemsnit.

Dermed er usikkerheden ved gennemsnittet meget lav, nemlig på kun 0,9 procentpoint mod normalt op mod 2 procentpoint, skriver Politiko.dk.

Lige nu står rød blok til 46,7 procent af stemmerne, mens blå blok kan mønstre 53,3 procent. Med den nuværende lave usikkerhed, fortæller statistikken, at rød blok højest kan forvente at få 47,6 procent af stemmerne ved et valg i dag. Og det er inklusive Alternativets stemmer, der i barometeret fortsat ikke passerer spærregrænsen, hvorfor den endelige opbakning til den røde fløj reelt kan være lavere.

Der skal dog ikke meget til før Alternativet kan nå målet om et par taburetter i folketingssalen. Med en usikkerhed på 0,3 procentpoint kunne valgresultatet lige nu ligge et sted i mellem 1,3 og 1,9 procent.

Nok går det fortsat sløjt for rød blok, men Socialdemokraterne kan dog bryste sig af i over en måned at have holdt sig på over 24 procent og dermed tæt på valgresultatet i 2011. Lige nu står partiet til 24,6.

Venstre derimod ser ud til at havne et pænt stykke fra valget i 2011, hvor partiet mønstrede 26,7 procent af stemmerne. Var der valg i dag, ville Venstre med meget stor sandsynlighed ende med et resultat på mellem 21,6 og 23,4.

Dermed har Socialdemokraterne tilsyneladende ikke alene skubbet Venstre væk fra pladsen som Danmarks største parti, men samtidig også trådt gevaldigt på gaspedalen og efterladt Dansk Folkeparti i støvet med 19,3 procent af vælgernes opbakning – et resultat, der dog er langt bedre end ved valget for knap fire år siden, hvor partiet hev 12,3 procent af vælgerne i hus.

I hele seks måneder sidste år lå de to partier ellers og overhalede hinanden inden om på skift. Først i midten af marts i år blev afstanden mellem de to så stor, at barometeret kunne erklære Socialdemokraterne for vinder af kapløbet. Dermed står partiet lige nu til at få 44 folkevalgte i tinget, Venstre 40 og Dansk Folkeparti 35.

Samlet står rød blok til 81 taburetter, mens de blå mønstrer 94.

Powered by Labrador CMS