100.000 vil se Bayerns CL-kamp
Pierre-Emile Højbjergs klub kommer til at skuffe flere af sine fans, da over 100.000 vil se 1/8-finale i CL.
Bayern München får ingen problemer med at fylde Allianz Arena til forårets 1/8-finale i Champions League i fodbold.
Den tyske mesterklub oplyser, at man har modtaget mere end 100.000 bestillinger til knockout-kampen i midten af marts mod en endnu ukendt modstander.
Det ligger derfor fast, at Pierre-Emile Højbjergs klub kommer til at skuffe en del af sine fans, da stadionkapaciteten er på små 70.000 tilskuere til internationale fodboldkampe.
Bayern München er allerede sikret avancement til 1/8-finalerne fra gruppe E inden den sidste gruppekamp i næste uge, hvor CSKA Moskva kommer forbi Sydtyskland.
Bayern har 12 point efter de fem første kampe, mens Manchester City, AS Roma og CSKA kæmper om at gøre Bayern følgeskab i knockout-fasen.
Den 15. december trækkes der lod til 1/8-finalerne. Bayern vil være blandt de seedede hold, hvilket betyder, at holdet spiller den første kamp på udebane inden returopgøret i München.
/ritzau/dpa