100.000 Pegida-demonstranter indtager Leipzigs gader
Pegida-tilhængere demonstrerer onsdag i Leipzig, hvor der samtidig er varslet 19 moddemonstrationer.
Den islamkritiske Pegida-bevægelse ventes onsdag at holde sin største demonstration til dato i den tyske by Leipzig. Arrangørerne forventer, at 100.000 mennesker vil gå på gaden i byen.
Der er dog risiko for, at demonstranterne ryger i totterne på Pegidas modstandere, da der er varslet 19 moddemonstrationer over hele byen.
4000 politibetjente er udkommanderet til at holde øje med, hvordan demonstrationerne forløber. Det er ikke set siden den tyske genforening.
De lokale myndigheder i Leipzig har forbudt tilhængere af Pegida-bevægelsen at gå i specifikke gader i byens centrum, hvor indbyggerne marcherede i 1989, da Østtyskland var ved at kollapse.
Demonstrationen i Leipzig sker to dage efter, at Pegida-bevægelsens ugentlige protestmarch blev aflyst i Dresden. Aflysningen kom, da bevægelsens stifter, Lutz Bachmann, angiveligt havde modtaget dødstrusler fra islamister.
Pegida står for “Patriotiske Europæere Imod Islamisering af Vesten”.
/ritzau/dpa