100.000 operationer udskudt

Regeringen og regionerne skal mødes for at lægge plan for afvikling af udskudte operationer

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har mandag givet en status på det forventede efterslæb i sundhedsvæsnet i form af udskudte operationer.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har mandag givet en status på det forventede efterslæb i sundhedsvæsnet i form af udskudte operationer.
Offentliggjort Sidst opdateret

Når februar er ovre, vil der ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) være en pukkel på cirka 100.000 operationer, der er blevet udskudt og mangler at blive udført.

Det oplyser han på et pressemøde mandag. Samtidig fortæller han, at regeringen i denne uge sammen med Danske Regioner vil sætte sig sammen og lave en plan for, hvordan operationerne kan blive afviklet.

Mange berørt

Ifølge Magnus Heunicke bliver udgangspunktet et sundhedsvæsen, der stadig rent praktisk tynges af coronasmitte:

- Der er stadig travlhed og masser af indlagte med og på grund af covid. Og masser af medarbejdere, der er syge og hjemme på grund af smitte. Der er stadig mange afdelinger, der er berørt af situationen, siger ministeren.

Operationer flyttet

- Men det vigtige er at få et overblik og få en lagt en plan for, hvad vi så gør, når det pres begynder at lægge sig.

Siden sommeren 2021 er ikke-akutte operationer blevet udskudt for at flytte ressourcer over på andre områder. Det er sket i forbindelse med håndteringen af coronavirus i Danmark.

Det er dog ikke kun håndteringen af coronavirus, der har været med til at skabe puklen.

Konflikt driller også

Der har også været både en konflikt med sygeplejerskerne, der har nedlagt arbejdet i en udstrækning, det blev vurderet forsvarligt, og siden mangel på personale på nogle afdelinger.

De 100.000 operationer er et estimat. Det er fundet ved, at myndighederne har set på, hvor mange operationer der blev foretaget i 2019 og i starten af 2020, inden coronavirus kom til Danmark, og siden sommeren 2021.

Får økonomisk hjælp

Ministeren kalder det derfor "en temmelig stor opgave" at få foretaget de 100.000 operationer og samtidig klare de daglige opgaver i sundhedsvæsnet.

Ifølge Sundhedsministeriet svarer puklen til antallet af akutte operationer per måned i 2019.

Han siger, at regeringen vil bidrage med nogle penge til regionerne, som blandt andet driver landets sygehuse, men han vil ikke sige i hvilken størrelsesorden.

Omkring to tredjedele af de udskudte operationer skønnes at være operationer i fordøjelsessystemet, hud og underhud samt bevægelsesapparatet.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Powered by Labrador CMS