100.000 bilejere kan få klippet pladerne
Skattestyrelsen skruer nu bissen på over for bilejere, der skylder motorafgifter.
Politiet er allerede gået i gang med arbejdet, og når de er færdige, kan op mod 100.000 bilejere i værste fald have fået klippet deres nummerplader.Skattestyrelsen er nemlig på krigsstien over for de bilister, der ikke har betalt deres motorafgifter. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Styrelsens arbejde består i at sende oplysninger til politiet om de bilejere, der ikke har betalt deres motorafgifter.
Deres egen opgørelse fra marts 2019 viser, at der er i alt omkring 230.000 skyldnere, der skylder sammenlagt 750 millioner kroner på biler.
Af de risikerer altså omkring 100.000 at få klippet pladerne i denne omgang. De personer har allerede modtaget varslingsbreve.
En del af dem har dog endnu ikke overskredet betalingsfristen. Det er da heller ikke at få klippet flest mulige nummerplader, der er Skattestyrelsens mål, lyder det i pressemeddelelsen:
– Det vigtige for mig er ikke, at politiet klipper så mange nummerplader som muligt. Målet for os er at få danskerne til at betale de afgifter, de skylder. Det bør stå klart nu, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Peter Thorgaard.
– Processen med at få ryddet op er kun lige begyndt. Vi forventer løbende at kunne sende oplysninger til politiet, og man bør derfor få betalt sin motorgæld. Ellers risikerer man i sidste ende, at politiet klipper pladerne, siger Peter Thorgaard.
Den resterende skyldnere, 130.000 bilejere, har en gæld, som allerede ligger til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Her risikerer borgeren blandt andet at blive modregnet i en overskydende skat, hvis gælden ikke indfries.
Manglende forsikring koster 250 kroner – om dagen
Det er dog ikke kun de manglende afgifter, der kan komme til at koste dig dyrt. Hvis du ikke har den lovpligtige ansvarsforsikring på dit køretøj, kan det koste dig 250 kroner. Om dagen.
Dagsgebyrerne bliver opkrævet, så længe køretøjet ikke er ansvarsforsikret, eller indtil køretøjet er afmeldt og nummerpladerne afleveret til Skat.
Loven er indført for at reducere antallet af uforsikrede køretøjer i Danmark og for at rette op på den skævhed, at dem, der har en ansvarsforsikring i dag betaler for de skader, som dem uden forsikringen er skyld i.
Alle forsikringskunder betaler en mindre del af deres præmie til DFIM, som i første omgang udbetaler erstatning til de tilskadekomne, derefter opkræves udgifterne hos skadevolderen. Er der tale om personskade, der medfører invaliditet og tab af erhvervsevne, kan erstatningsudgift løbe op i flere millioner kroner.